Landbohøjskolen (Thorvaldsensvej 40 aud. 3.13) onsdag d. 19. maj kl. 14

med følgende program:

kl. 14.00 Ane Bodil Søgaard:

Velkomst

kl. 14.15 Troels V. Østergaard:

Præsentation af bogen

kl. 14.45 NN:

Mælk er skam sundt

kl. 15.15 Peter Sandøe:

Videnskaben og den endegyldige sandhed

kl. 15.45 Debat

kl. 16.00 Reception

Mvh,

Ane Bodil Søgaard, Karen Østergaard, Troels V.  Østergaard

Læs mere på bogens webside: www.nomilk.dk

Har du tænkt på, at 70% af denne klodes beboere aldrig får anden mælk end deres mors? Det er de samme 70%, der ikke får hverken brystkræft eller prostatakræft. Aner man en sammenhæng?

Forskere ved Cornell University i staten New York, har kunnet vise, at rotter har 100% større risiko for at få kræft, når de får deres proteiner i form af kasein (mælkeprotein), end når de ikke får kasein. Og yderligere har de amerikanske forskere kunnet vise, at kræftsyge rotter bliver raske på en kaseinfri diæt. De arbejdede med rotter, som de forsøgte at påføre kræft ved at give dem det stærkt kræftfremkaldende stof aflatoxin. Samtidig fik rotterne kasein i deres foder i forskellige mængder.

Der er ikke tale om blot et enkelt forsøg, men en lang række forsøg over mange år, hvor man undersøgte, hvordan de enkelte trin i udviklingen af kræft blev påvirket af kasein.

Det mest slående resultat fik man i et forsøg, der løb over 2 år, altså noget der svarer til rotters normale levetid. Inden de 2 år var gået, var alle rotter på høj mængde kasein døde af kræft, mens alle rotter på lav mængde kasein stadig levede og havde det fint.

Det var også i langtidsforsøget, man kunne vise, at en kræftudvikling kan bremses. Man lod rotter, der havde været på høj mængde kasein det første år af forsøget skifte til lav mængde det sidste år. Det viste sig, at de rotter havde 35-40% mindre kræft ved forsøgets afslutning.

I alle de forsøg, der er omtalt her, har det kræftfremkaldende stof været aflatoxin og kræften leverkræft. Man har gentaget nogle af forsøgene med mus, der var gensplejset til at udvikle leverkræft. Resultatet blev det samme: stor mængde kasein giver meget kræft og lille mængde kasein ingen kræft.
Og forskere fra universitet i Illinois har kunnet vise, at brystkræft hos rotter følger præcist det samme mønster, og man har endda brugt to andre kræftfremkaldende stoffer end aflatoxin.

Forskergruppens leder Dr. T. Colin Campbell mener, at disse resultater er meget relevante for mennesker bl.a. fordi stoffet kasein virker på samme måde i mennesker og rotter, og fordi de mængder kasein rotterne fik, svarer til de mængder vi mennesker spiser.

Man må spørge sig, hvorfor så vigtige opdagelser ikke har trukket store overskrifter. En del af forklaringen er nok, at de er kommet drypvis gennem en 20-årig periode. Den første artikel kom i 1972 i Journal of Nutrition og en af de sidste i Carcinogenesis i 1992. Det er først nu, med udgivelsen af Campbells bog “The China Study” (Benbella, 2006), at der er kommet en samlet fremstilling af forsøgsresultaterne.

Men den vigtigste forklaring er sikkert, at resultaterne sætter spørgsmålstegn ved indbegrebet af alt sundt: mælk og mælkeprodukter. De forskere, som i tidens løb har læst artiklerne, har ikke magtet at tage deres indgroede forestillinger om mælks sundhed op til nyvurdering. Og de embedsmænd, der har skrevet kostråd, har sikkert også skelet til mejeriindustriens samfundsøkonomiske betydning og derfor undladt at udtale sig advarende om mælk.

Nu kommer der så den ene undersøgelse efter den anden, der bekræfter mælks farlighed. Et eksempel blandt mange er fra Karolinska Sjukhuset i Stokholm, hvor forskere har kunnet vise, at risikoen for at få kræft i æggestokkene øges med 10-15% for hvert glas mælk, man drikker om dagen.

Jamen, hvordan skal vi få kalk til knoglerne uden mælk? Tja, de 70%, der aldrig drikker mælk, har for resten heller ikke problemer med knogleskørhed. Eller tænk på dinosaurerne. Mange af de rigtig store var rene planteædere, og deres knogler var da stærke nok. Det med mælk og kalk er dygtig markedsføring fra mejerierne.

Endnu er budskabet om det sundhedsskadelige i at drikke mælk og spise mælkeprodukter kun nået til en lille kreds, men det vil ændre sig. Vi er overbevist om, at om 10 år er det lige så yt at drikke mælk og spise yoghurt, som det nu er at ryge. Men det kan gå meget hurtigere. Hvis medierne griber budskabet, kan det ske fra den ene dag til den anden.

Det er de mest sundhedsbevidste forbrugere, der køber mest økologisk mad. Det er også dem, der først dropper mælk og mælkeprodukter, når de for alvor fatter, at komælk kun er til kalve ligesom kvindemælk er til menneskebørn. Hvis de økologiske mælkeproducenter ikke skal vågne op til en slem forskrækkelse, bør de allerede nu begynde at overveje alternativer til mælkeproduktionen. Det ender med, at køerne kommer ud – om man kan lide det eller ej.

Bragt i Økologisk Jordbrug d. 13-6-08

Det var oprigtig bekymring for de økologiske mælkeproducenters fremtid, der fik os til at spå deres undergang (“Køerne skal ud”, Økologisk Jordbrug 13-6-08), og ikke, som Mejeriforeningens kommunikationschef Turid Fennefoss (ØJ 8-8-08) mener, mangel på seriøsitet. Når vi fra vores udkiksposter ser en fare, føler vi også, at vi har pligt til at slå alarm.

Det har været kendt i visse kredse i mange, mange år, at mælk kan være årsag til forskellige sygdomme. På det seneste er mange familier blevet inspireret af bøgerne om den kernesunde familie til mere eller mindre at droppe mælken. Og mange af dem har oplevet, at børnenes problemer med mellemørebetændelse, kolik, forstoppelse osv. er blevet mindre, efter at mælken er taget af menuen. Det er erfaringer, der vil brede sig fra mødregruppe til mødregruppe, og det vil få småbørnsfamilier til at være meget tilbageholdende med mælk.

Turid Fennefoss afskriver den slags erfaringer med, at familierne samtidig dyrker “afstressende fritidsaktiviteter”. Men TF kan da ikke for alvor mene, at lille Peters mellemørebetændelse forsvinder, fordi far og mor går til yoga?

Mælk har været en vigtig del af en sund og alsidig kost i århundreder skriver TF. Det er muligvis rigtigt. Den kan nu ikke have fyldt så meget, for der var færre køer, og de gav mindre mælk i tidligere tider. Men det er ikke pointen. Pointen er, at det var en anden mælk.

Forholdet mellem de vigtige fedtsyrer omega 3 og omega 6 er f.eks. blevet et helt andet. Dengang køer levede af græs, var der omtrent lige meget af de to. I dag er der væsentlig mere omega 6 end omega 3, fordi køerne fodres med majs. Det er omega 3, der er det sunde. Omega 6 er ikke så godt. Det stimulerer bl.a. fedtcellerne, og fordi det ikke kun er mælk, men alle animalske levnedsmidler der nu indeholder for meget omega 6, er det sandsynligt, at det er en del af forklaringen på fedmeepedemien.

Og når fedmen eksploderer i USA kan mælken være involveret på en anden led også. I USA må man bruge kunstigt væksthormon til køerne. Væksthormonerne går over i mælken og giver – nå, ja vækst. I Europa må man ikke bruge kunstigt væksthormon – endnu. Men det er vel ikke usandsynligt, at kalvene af store racer har brug for mere væksthormon (som f.eks. IGF-1) end kalve fra små racer, al den stund de skal vokse hurtigere. Vi gætter derfor på, at mælken fra de moderne, store racer indeholder mere væksthormon end mælk fra de gamle små. Det kedelige ved det er – udover det med fedmen – at væksthormonerne også fremmer kræftsvulsters vækst.

Under alle omstændigheder er der IGF-1 i mælk. Det har især Jane Plant peget på, og hendes bøger, hvoraf foreløbig kun én er kommet på dansk (“Dit liv i dine hænder”) har inspireret mange med især brystkræft og prostatakræft til at tage mælken ud af deres kost. Mange af dem har oplevet, at den mælkefri diæt faktisk har kunnet bremse deres kræft. Igen tror vi, at de erfaringer fra det virkelige liv vil brede sig og på sigt påvirke sundhedsinteresserede til at mindske deres forbrug af mælk og mælkeprodukter.

Nogen ting kan de økologiske mælkeproducenter gøre. De kan bl.a. lade være med at fodre med majs og korn og lade køerne leve af græs og hø og på den måde rette op på forholdet mellem omega 3 og omega 6. I Frankrig kan man købe mælk, æg og kød med et mærke, der garanterer, at dyrene har fået et foder, der sikrer det rigtige indhold af de to fedtsyrer (det er nemlig ikke kun i mælk, der er problemer). Der er økologien ikke nok, dyrene skal fodres rigtigt.

Men der er endnu en forskel på dengang mælk var et sundt produkt og i dag, og det er den forskel, der er virkelig bekymrende. Dengang var der ingen radioaktive stoffer, ingen røntgenundersøgelser og meget få kræftfremkaldende stoffer. I dag går vi alle rundt med et utal af kræftfremkaldende stoffer i os. Vi behøver ikke at få kræft af dem, hvis vores immunforsvar er i orden, og vi ikke får for mange stoffer som f.eks. IGF-1 i os.

Men det virkelig bekymrende i denne forbindelse er, at Dr. Campbells rotteforsøg, som vi omtalte i den første artikel, viser, at mælkeproteinet kasein både kan aktivere de kræftfremkaldende stoffer og fremme deres vækst. Det er bekymrende, fordi lige akkurat der hjælper nok så meget økologi ikke.

Mejeriindustrien vil naturligvis søge at forplumre debatten med positive forskningsresultater af eget fabrikat. Det er en strategi, som både tobaksindustrien og olieindustrien (klimadebatten) har benyttet med held. Men i det lange løb vil det gå op for folk, at mælk ikke er så sundt, som industrien vil have os til at tro. Og de som først fatter det, er dem, der især køber økologiske mælk.

Søgaard og Østergaard er uafhængige af økonomiske interesser.

I den ny udgave af “Hvad er det, du spiser?” skriver vi følgende om havregryn:

Havre er på mange måder en enestående kornart. Den kunne få heste til at forholde sig i ro under hele kirketiden med mulen dybt nede i muleposen gumlende på havre og hakkelse. Og en portion havregrød er en billig og sund måde at starte dagen på – dvs. kunne være det.

Det exceptionelle ved havre er, at fedtstoffet i kernen har en usædvanlig god sammensætning. Mere end 40% af fedtet er de eftertragtede polyumættede fedtsyrer, og næsten 40% er monoumættede, og så indeholder havrekernen mere end dobbelt så meget fedt som de tre andre kornarter.

Men fedt kan blive harskt, når det kommer i kontakt med luftens ilt. Harske havregryn smager ikke godt, så der er to muligheder: bruge havregrynene så snart de er lavet, eller ødelægge de enzymer, der får fedtet til at harske.

Fødevareindustrien har valgt løsning nummer to. Og de gør det grundigt: Først koges den afskallede havre (havre (og byg) har skaller, som skal fjernes, før den kan spises) med damp i 70-80 minutter og skæres i småstykker. De tørres igen og kan så opbevares, til de skal valses til havregryn. Før det sker, får de endnu en tur i dampbad, så de kan blive bløde nok til at valse.

Opvarmningen ødelægger, som det også er meningen, alle enzymer i havrekernerne. Det kan være uheldigt. I hvert fald ødelægges fytase, der nedbryder fytinsyre. Hvis man plejer at lægge sine havregryn i blød for at få fytinsyren nedbrudt, og dermed undgå at den binder kalk, kan man godt holde op – der er ikke fytase i grynene til at gøre det. (Se mere side 62).

Værre er det, at opvarmingen også ødelægger de gode poly- og monoumættede fedtsyrer. Mange fedtsyrer bliver til transfedtsyrer ved opvarmning. Vi har ikke kunnet finde dokumentation for, at det også sker under fremstillingen af havregryn, men det er sandsynligt.

Med opvarmningen sker der også det, at en del af stivelsen i havren karamelliserer. Det giver grynene en lidt nøddeagtig smag, nogle producenter ligefrem praler med, og som bliver kraftigere, jo højere temperaturen er. Ved denne “nødde-proces” dannes også det kræftfremkaldende stof acrylamid – ak, ja.

Ud af et virkelig værdifuldt fødemiddel er det endnu en gang lykkedes industrien at lave noget underlødigt. Løsningen er simpel: lav havregrynene selv! De friskvalsede havregryn smager utrolig godt og har bevaret alle indholdsstoffer. Man kan faktisk få en havregrynsvalse som en lille bordmodel, der let kan finde plads i køkkenet, og det tager kun 30 sekunder at lave en portion gryn.

Desværre blev oplysningen om acrylamid blæst op af forlagets PR-afdeling (uden vores medvirken), og historien om de kræftfremkaldende havregryn kørte i medierne i flere dage med indslag i radioavisen osv. Og at dømme efter henvendelserne til Bodil Søgaard er der rigtig mange, der er grebet af havregrynsforskrækkelse.

Det er der ingen grund til. Det er rigtigt, at der ved opvarmning af havregryn kan dannes acrylamid – og mere, jo højere temperaturen bliver. Det samme sker, når man bager brød – så dannes stoffet i skorpen – eller rister et stykke franskbrød. Men der er heller ingen grund til at bliver forskrækket over det. Mængderne er meget små, og menneskeheden har levet med acrylamid i brødskorper i årtusinder, uden at det har givet kræft.

Vi har bestræbt os på at lave en saglig og nøgtern bog uden sensationsjageri. Vi beder til, at denne tur i mediemøllen, som vi helt uforskyldt er kommet ud i, ikke har skadet hverken bogens eller vores troværdighed for meget. Og vi ærgrer os over at vores bog har givet anledning til endnu en madforskrækkelse.

Lad os derfor endnu en gang slå fast: Havregryn er sunde og kan spises uden kræftrisiko!