Den usunde mælk 1
Køerne skal ud – helt ud!
Af Ane Bodil Søgaard og Troels V. Østergaard
Om 10 år er der ingen med interesse for sundhed, der vil røre mælk og mælkeprodukter. De økologiske mælkeproducenter gør klogt i at forberede sig
Har du tænkt på, at 70% af denne klodes beboere aldrig får anden mælk end deres mors? Det er de samme 70%, der ikke får hverken brystkræft eller prostatakræft. Aner man en sammenhæng?
Forskere ved Cornell University i staten New York, har kunnet vise, at rotter har 100% større risiko for at få kræft, når de får deres proteiner i form af kasein (mælkeprotein), end når de ikke får kasein. Og yderligere har de amerikanske forskere kunnet vise, at kræftsyge rotter bliver raske på en kaseinfri diæt. De arbejdede med rotter, som de forsøgte at påføre kræft ved at give dem det stærkt kræftfremkaldende stof aflatoxin. Samtidig fik rotterne kasein i deres foder i forskellige mængder.
Der er ikke tale om blot et enkelt forsøg, men en lang række forsøg over mange år, hvor man undersøgte, hvordan de enkelte trin i udviklingen af kræft blev påvirket af kasein.
Det mest slående resultat fik man i et forsøg, der løb over 2 år, altså noget der svarer til rotters normale levetid. Inden de 2 år var gået, var alle rotter på høj mængde kasein døde af kræft, mens alle rotter på lav mængde kasein stadig levede og havde det fint.
Det var også i langtidsforsøget, man kunne vise, at en kræftudvikling kan bremses. Man lod rotter, der havde været på høj mængde kasein det første år af forsøget skifte til lav mængde det sidste år. Det viste sig, at de rotter havde 35-40% mindre kræft ved forsøgets afslutning.
I alle de forsøg, der er omtalt her, har det kræftfremkaldende stof været aflatoxin og kræften leverkræft. Man har gentaget nogle af forsøgene med mus, der var gensplejset til at udvikle leverkræft. Resultatet blev det samme: stor mængde kasein giver meget kræft og lille mængde kasein ingen kræft.
Og forskere fra universitet i Illinois har kunnet vise, at brystkræft hos rotter følger præcist det samme mønster, og man har endda brugt to andre kræftfremkaldende stoffer end aflatoxin.
Forskergruppens leder Dr. T. Colin Campbell mener, at disse resultater er meget relevante for mennesker bl.a. fordi stoffet kasein virker på samme måde i mennesker og rotter, og fordi de mængder kasein rotterne fik, svarer til de mængder vi mennesker spiser.
Man må spørge sig, hvorfor så vigtige opdagelser ikke har trukket store overskrifter. En del af forklaringen er nok, at de er kommet drypvis gennem en 20-årig periode. Den første artikel kom i 1972 i Journal of Nutrition og en af de sidste i Carcinogenesis i 1992. Det er først nu, med udgivelsen af Campbells bog “The China Study” (Benbella, 2006), at der er kommet en samlet fremstilling af forsøgsresultaterne.
Men den vigtigste forklaring er sikkert, at resultaterne sætter spørgsmålstegn ved indbegrebet af alt sundt: mælk og mælkeprodukter. De forskere, som i tidens løb har læst artiklerne, har ikke magtet at tage deres indgroede forestillinger om mælks sundhed op til nyvurdering. Og de embedsmænd, der har skrevet kostråd, har sikkert også skelet til mejeriindustriens samfundsøkonomiske betydning og derfor undladt at udtale sig advarende om mælk.
Nu kommer der så den ene undersøgelse efter den anden, der bekræfter mælks farlighed. Et eksempel blandt mange er fra Karolinska Sjukhuset i Stokholm, hvor forskere har kunnet vise, at risikoen for at få kræft i æggestokkene øges med 10-15% for hvert glas mælk, man drikker om dagen.
Jamen, hvordan skal vi få kalk til knoglerne uden mælk? Tja, de 70%, der aldrig drikker mælk, har for resten heller ikke problemer med knogleskørhed. Eller tænk på dinosaurerne. Mange af de rigtig store var rene planteædere, og deres knogler var da stærke nok. Det med mælk og kalk er dygtig markedsføring fra mejerierne.
Endnu er budskabet om det sundhedsskadelige i at drikke mælk og spise mælkeprodukter kun nået til en lille kreds, men det vil ændre sig. Vi er overbevist om, at om 10 år er det lige så yt at drikke mælk og spise yoghurt, som det nu er at ryge. Men det kan gå meget hurtigere. Hvis medierne griber budskabet, kan det ske fra den ene dag til den anden.
Det er de mest sundhedsbevidste forbrugere, der køber mest økologisk mad. Det er også dem, der først dropper mælk og mælkeprodukter, når de for alvor fatter, at komælk kun er til kalve ligesom kvindemælk er til menneskebørn. Hvis de økologiske mælkeproducenter ikke skal vågne op til en slem forskrækkelse, bør de allerede nu begynde at overveje alternativer til mælkeproduktionen. Det ender med, at køerne kommer ud – om man kan lide det eller ej.
Bragt i Økologisk Jordbrug d. 13-6-08