Den usunde mælk 2

Bekymring for mælkeproducenterne
Af Ane Bodil Søgaard og Troels V. Østergaard

Det var oprigtig bekymring for de økologiske mælkeproducenters fremtid, der fik os til at spå deres undergang (“Køerne skal ud”, Økologisk Jordbrug 13-6-08), og ikke, som Mejeriforeningens kommunikationschef Turid Fennefoss (ØJ 8-8-08) mener, mangel på seriøsitet. Når vi fra vores udkiksposter ser en fare, føler vi også, at vi har pligt til at slå alarm.

Det har været kendt i visse kredse i mange, mange år, at mælk kan være årsag til forskellige sygdomme. På det seneste er mange familier blevet inspireret af bøgerne om den kernesunde familie til mere eller mindre at droppe mælken. Og mange af dem har oplevet, at børnenes problemer med mellemørebetændelse, kolik, forstoppelse osv. er blevet mindre, efter at mælken er taget af menuen. Det er erfaringer, der vil brede sig fra mødregruppe til mødregruppe, og det vil få småbørnsfamilier til at være meget tilbageholdende med mælk.

Turid Fennefoss afskriver den slags erfaringer med, at familierne samtidig dyrker “afstressende fritidsaktiviteter”. Men TF kan da ikke for alvor mene, at lille Peters mellemørebetændelse forsvinder, fordi far og mor går til yoga?

Mælk har været en vigtig del af en sund og alsidig kost i århundreder skriver TF. Det er muligvis rigtigt. Den kan nu ikke have fyldt så meget, for der var færre køer, og de gav mindre mælk i tidligere tider. Men det er ikke pointen. Pointen er, at det var en anden mælk.

Forholdet mellem de vigtige fedtsyrer omega 3 og omega 6 er f.eks. blevet et helt andet. Dengang køer levede af græs, var der omtrent lige meget af de to. I dag er der væsentlig mere omega 6 end omega 3, fordi køerne fodres med majs. Det er omega 3, der er det sunde. Omega 6 er ikke så godt. Det stimulerer bl.a. fedtcellerne, og fordi det ikke kun er mælk, men alle animalske levnedsmidler der nu indeholder for meget omega 6, er det sandsynligt, at det er en del af forklaringen på fedmeepedemien.

Og når fedmen eksploderer i USA kan mælken være involveret på en anden led også. I USA må man bruge kunstigt væksthormon til køerne. Væksthormonerne går over i mælken og giver – nå, ja vækst. I Europa må man ikke bruge kunstigt væksthormon – endnu. Men det er vel ikke usandsynligt, at kalvene af store racer har brug for mere væksthormon (som f.eks. IGF-1) end kalve fra små racer, al den stund de skal vokse hurtigere. Vi gætter derfor på, at mælken fra de moderne, store racer indeholder mere væksthormon end mælk fra de gamle små. Det kedelige ved det er – udover det med fedmen – at væksthormonerne også fremmer kræftsvulsters vækst.

Under alle omstændigheder er der IGF-1 i mælk. Det har især Jane Plant peget på, og hendes bøger, hvoraf foreløbig kun én er kommet på dansk (“Dit liv i dine hænder”) har inspireret mange med især brystkræft og prostatakræft til at tage mælken ud af deres kost. Mange af dem har oplevet, at den mælkefri diæt faktisk har kunnet bremse deres kræft. Igen tror vi, at de erfaringer fra det virkelige liv vil brede sig og på sigt påvirke sundhedsinteresserede til at mindske deres forbrug af mælk og mælkeprodukter.

Nogen ting kan de økologiske mælkeproducenter gøre. De kan bl.a. lade være med at fodre med majs og korn og lade køerne leve af græs og hø og på den måde rette op på forholdet mellem omega 3 og omega 6. I Frankrig kan man købe mælk, æg og kød med et mærke, der garanterer, at dyrene har fået et foder, der sikrer det rigtige indhold af de to fedtsyrer (det er nemlig ikke kun i mælk, der er problemer). Der er økologien ikke nok, dyrene skal fodres rigtigt.

Men der er endnu en forskel på dengang mælk var et sundt produkt og i dag, og det er den forskel, der er virkelig bekymrende. Dengang var der ingen radioaktive stoffer, ingen røntgenundersøgelser og meget få kræftfremkaldende stoffer. I dag går vi alle rundt med et utal af kræftfremkaldende stoffer i os. Vi behøver ikke at få kræft af dem, hvis vores immunforsvar er i orden, og vi ikke får for mange stoffer som f.eks. IGF-1 i os.

Men det virkelig bekymrende i denne forbindelse er, at Dr. Campbells rotteforsøg, som vi omtalte i den første artikel, viser, at mælkeproteinet kasein både kan aktivere de kræftfremkaldende stoffer og fremme deres vækst. Det er bekymrende, fordi lige akkurat der hjælper nok så meget økologi ikke.

Mejeriindustrien vil naturligvis søge at forplumre debatten med positive forskningsresultater af eget fabrikat. Det er en strategi, som både tobaksindustrien og olieindustrien (klimadebatten) har benyttet med held. Men i det lange løb vil det gå op for folk, at mælk ikke er så sundt, som industrien vil have os til at tro. Og de som først fatter det, er dem, der især køber økologiske mælk.

Søgaard og Østergaard er uafhængige af økonomiske interesser.